Omfanget af skaderne efter lørdagens monsterregn er endnu ikke gjort op. Men vurderet efter aktiviteten på Danmarks største formidler af byggeopgaver på nettet, er rigtig mange nordsjællandske husejere hårdt ramt.
Ødelagte haver og oversvømmede kældre blev konsekvensen for adskillige københavnere og nordsjællændere efter lørdagens skybrud. Det var det voldsomste regnvejr, der har ramt regionen, siden man begyndte at måle.
Det kan man for alvor mærke på hjemmesiden 3byggetilbud.dk . Her kan private og boligforeninger indsende en opgave, som så bliver formidlet til et landsdækkende netværk af håndværkere. Siden i lørdags har hjemmesiden fået ti gange så mange opgaver som normalt, der handler om vandskader, fugt og dræn.
- Det vælter ind med henvendelser fra husejere, der skal have drænet haven eller have tømt kælderen for vand. Meldingen fra vores leverandører er også, at de løber meget stærkt lige nu, siger Martin Borgstrøm, der er direktør i3byggetilbud.dk .
Regnen slår alle rekorder
Da himlen åbnede sig over København og Nordsjælland lørdag, kom det bag på de fleste. Selv ikke meteorologerne havde kunnet forudse den mængde vand, der væltede ned over det østlige og nordlige sjælland.
Med over 100 mm regn er regnvejret, der ramte København og Nordsjælland lørdag aften, et af de kraftigste i Danmark, siden nedbørsmængderne er blevet registreret.

