preload
30. august 2010

En Ironmans beretning


Af Karsten Arendt, servicechef i AB Gruppen A/S.

Så er den første Ironman gennemført og det var en fantastisk oplevelse!
De kraftige regnskyl op til søndagen var ellers ved at få arrangørerne til at udsætte eller aflyse det hele. Alt var ved at drukne i vand; men heldigvis lysnede det op og Challenge Copenhagen Ironman blev gennemført i dejligt søndagsvejr.

Klokken 07.25 hoppede jeg i baljen sammen med 399 andre i min gruppe. Jeg svømmede de 3.8 km i tiden 1 time og 33 minutter, hvilket var min bedste tid nogensinde, så nu var det tid at finde cyklen for at gennemføre de 180 kilometer.

Ruten gik fra Amager Strand op til Humlebæk og ind over Lønholt og Grønholt mod Lyngby og rutens lille bjerg ”Geels bakke”. Det var en fantastisk oplevelse at køre denne rute, og opbakningen fra publikum var overvældende. Familier havde dækket op til kaffe i deres indkørsler og havde lavet en festdag ud af det. Det var overvældende at se så mange mennesker langs hele cykelruten. Det var en rundstrækning på 2 gange 90 kilometer, så der blev hilst flere gange på de samme publikummer.

Efter 6 timer og 30 minutter kørte jeg endelig ind i København igen. Hele vejen ind til Christiansborg hvor cyklen skulle afleveres, var der masser af familier og venner der stod og heppede på deres egen Ironman samt alle vi andre.

Nu var 2. etape overstået og der var nu ”kun” et lille maraton tilbage inden dagens strabadser var ovre. I skiftezonen brugte jeg rigtig meget tid til at få tørre strømper på og få noget væske inden det vilde løb. Det var en oplevelse som jeg aldrig glemmer. Vi løb en rundstrækning på 3 gange 14 kilometer fra Christiansborg forbi Fisketorvet og så hele vejen ud til spidsen af Langelinie.

Fantastisk opbakning

På hele ruten var der tætpakket med glade mennesker, som medvirkede til at vi alle kunne præstere lidt ekstra og finde de sidste kræfter. Jeg gav mig rigtig god tid til løbet og havde faktisk masser af overskud; men som debutant kender man ikke sin egen grænse, så jeg holdt lidt igen.

Jeg fik en helt eminent opbakning fra mine kollegaer i AB Gruppen, de var mødt talstærkt op og det gjorde oplevelsen endnu mere unik for mig. Samtidigt filmede de mine sidste meter af løbet og det er et minde, som jeg altid vil huske med glæde.

Efter 13 timer og 46 minutter og 22 sekunder krydsede jeg målstregen, og allerede nu har jeg nye mål klar. Jeg vil barbere minimum 1 time af min tid fra i år, og jeg vil gennemføre 10 Ironmans over de næste fem til syv år.

Video fra opløbsstrækningen

Tak til alle som har støttet mig under hele projektet, det har betydet rigtig meget for mig det sidste år.

Del og gør os glade

Læg en kommentar

* Påkrævet
** Din email bliver aldrig delt