preload
11. maj 2010

Fremgang og tillid

Af Martin Borgstrøm, direktør i AB Gruppen A/S

Efter en veloverstået generalforsamling, hvor bestyrelsen godkendte regnskabet for 2010 og nikkede anerkendende til, at det er lykkedes os at udbygge vores position som markedsførende inden for byggeopgaver, kan vi i AB Gruppen A/S stille os tilfredse med det forløbne år. Det skal også ses i lyset af, at en del af vores konkurrenter har haft et hårdt år, hvor blandt andet krakbyggetilbud.dk har været nødsaget til at kaste håndklædet i ringen.

Vores omsætning er stort set forblevet uændret, men grundet ekstraordinært store omkostninger til at indhente flere opgaver til vores leverandører, samt udvikling af eksisterende sider og opførelsen af vores nye side Energihjem.dk, er vores indtjening faldet med omkring 50 procent i forhold til året før.

Samlet set kommer vi ud af 2009 med et overskud på 2,2 millioner kroner før skat, og hvis man ser på den storm, der har raseret i bolig- og byggebranchen de seneste 18 måneder, er det et positivt resultat.

Vores indsats har båret frugt
Det vigtigste er, at alle medarbejdernes hårde indsat har givet resultater. På alle vores hjemmesider er der en solid fremgang af besøgende, hvilket kaster flere og flere opgaver af sig ud til vores kunder. Ligeledes har det givet os et enormt rygstød og stor selvtillid, at DR’s forbrugerprogram Rabatten fremhævede 3byggetilbud.dk som markedets bedste sted at indhente pris på sit byggeri.
Så sent som i sidste uge oplevede vi en vækst på over 50 procent i antallet af indsendte opgaver, og vi har stærke forventninger om, at denne vækst vil fortsætte gennem de kommende mange måneder.

Stor tillid fra vores kunder
Mange af de leverandører, vi har indgået samarbejde med, har også haft hårde tider, og nogle kæmper stadig med at få lukket de sidste huller. Derfor er vi glade og stolte over den tillid, de viser os ved, at langt størstedelen lige pt. er i gang med at genforhandle deres aftaler.
Vi forventer, at over 80 procent bliver hos os. Det er et lille fald i forhold til året før, men desværre har en del været tvunget til at nedlægge deres virksomhed.
Det hul har vi heldigvis allerede fået lukket af og dækket ind ved at indgå aftaler med nye leverandører.

Fastholder strategien
Vores forventninger for år 2010 er en yderligere markedskonsolidering, og vi vil i år bruge endnu flere midler på opgavedelen samtidig med, at vi går og barsler med to nye projekter. Det ene er videokanalen HVTV.dk, som giver videotips til boligejere via korte og kontante spørgsmål og svar. Det andet projekt vil jeg ikke løfte sløret for endnu.

Sidst men ikke mindst er vi klar til at købe op blandt vores konkurrenter, hvis der skulle vise sig nogle muligheder på den front. Det er ikke usandsynligt, da vi ved, at mange af dem har det svært. Vi overvåger markedet tæt.

Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet med jer leverandører og takker for tilliden.

mvh

Martin Borgstrøm, Direktør i AB Gruppen A/S.

Del og gør os glade

Læg en kommentar

* Påkrævet
** Din email bliver aldrig delt