preload
14. juli 2010

Dansk anmeldelse af Apple iPad

Af: Johnny Krogsgård – IT Ansvarlig i AB Gruppen A/S

Først en advarsel, dette indlæg er lidt meget nørdet. Jeg har nu haft iPad’en i godt to måneder og tænkte at der måske var nogle af jer derude som gerne vil have en dansk anmeldelse af den meget omtalte Apple iPad. Jeg har 64gb versionen uden 3G, i en Marware Eco Vue case.

En iPad case / taske er et must

Efter tre uger uden en iPad case, måtte jeg indse at jeg i mange situationer godt kunne bruge en case som kunne få iPad’en til at stå selv, eller have en vinkel op mod mig (til når man skriver på den). En case beskytter selvfølgelig også selve iPad’en hvis man skulle være så uheldig at tabe den (det har jeg gjort, se neden for). Efter noget tid, besluttede jeg mig for at købe en Marware Eco Vue case til iPad’en, og det har jeg ikke fortrudt.

iPad’en det nye TV

iPad’en er rigtig god til mange forskellige ting, men for mit vedkommende, er der især to ting hvor jeg finder den ekstrem brugbar.

Video: YouTube- og Video-app’en er klart de to mest brugte applikationer for mit vedkommende. Jeg abonnerer på en del video-podcasts, og dem ser jeg via video-app’en, og hvis jeg er nysgerrig efter noget eller blot vil “video-surfe” et emne, så er det via YouTube-app’en. Og video ser bare knald godt ud på iPad’en. Dog vil jeg håbe at Apple snart kommer med en opdatering til YouTube app’en, da den til tider godt kan tage lige lovlig lang tid om at loade videoerne.

Spil: Spillene på iPad’en er for vilde. Hvis jeg var 10 år igen, og skulle på campingtur i norditalien, så ville det eneste dårlige ved køreturen derned, være de to gange iPad’en skulle lades op. Spillene er flotte, grafikken er lækker og det er en super intuitiv oplevelse når du styrer alt med dine fingre på skærmen.

16gb, 32gb eller 64gb?

Som nævnt bruger jeg iPad’en til især video, så derfor bruger jeg rimelig meget plads. Jeg troede faktisk sagtens at jeg kunne “nøjes” med 16gb, men er nu glad for at have valgt 64gb versionen da jeg ikke skal tænke over eventuelle plads-problemer. Til “normale brugere” vil jeg dog stadig holde på at man godt kan nøjes med
16gb- eller 32gb versionen.

Hvad kan en iPad holde til?

Inden jeg fik fat på en case til min iPad, var jeg så uheldig at tabe den. Faktisk røg den fra cirka en meters højde direkte med hjørnet ned på et flisegulv, men til min store overraskelse var glasset ikke splintret. Det “eneste” der skete var at hjørnet blev bøjet (se video).

Det dårlige

Selv om jeg må indrømme at jeg er imponeret over iPad’en, så er der naturligvis også plads til forbedringer. iPad’en mangler sgu et kamera, det ville være så fedt hvis jeg kunne video-skype direkte fra iPad’en. En anden lidt irriterende ting er at man kan komme til at ramme “home knappen” især når man spiller spil, og det er for at sige det med et godt jysk udtryk: Træls. iPad’en har også en fedt-fingre-sugende-skærm, efter blot fem minutters brug, så er skærmen helt fedtet ind, så sørg for at have en microfiber klud med dig.

iPad’en som platform?

iOS kunne nemt være en platform, som vi her i AB Gruppen A/S kunne finde på at eksperimentere med, især vores “magasiner” Andelsbolig Nyt og Ejerforenings Nyt, som i øvrigt står til at blive udvidet til 8 sider, kunne være sjove at få på iPad’en, med noget interaktivitet, video og lir…

Min konklusion

Som du nok kan gætte, så er jeg personligt HELT SOLGT. Jeg tror iPad’en har potentialet til at revolutionere personlige computere, det er den første gadget jeg har brugt, hvor alt bare fungerer og tingene virker præcist, som man regner med. Som jeg tidligere har været inde på, er der selvfølgelig også plads til forbedringer, men når man tager i betragtning, at det er første generation, så vælger jeg at give den 4,5 stjerner ud af 5.
stjerner

Og til slut lidt billeder

Mangler jeg at dække noget, eller har du nogle spørgsmål til iPad’en så smid gerne en kommentar…

Johnny Krogsgård
IT Ansvarlig
AB Gruppen A/S

8 kommentarer

Jacob Leander Christensen 14:03 - 14. juli 2010

Fedt med en god anmeldelse – må indrømme jeg også er blevet lidt varm på den, så venter spændt på at man kan bestille den her i Danmark :-)

Johnny Krogsgård 14:17 - 14. juli 2010

Hej Jacob,

Tak for din kommentar. Jeg kan i hvert fald varmt anbefale den. – Og det bliver spændende at se hvornår den kommer til Danmark.

Martin 23:44 - 14. juli 2010

Fedt indlæg,

Glæder mig også til den kommer til DK, så kan det være det bliver min tur :-)

Ved bare ikke om jeg både skal kaste mig ud i både den og iphone – tror måske det er et overkill..

Claus Rosenstand 11:28 - 15. juli 2010

Hej Johnny

Jeg læste din fine anmeldelse, og bemærker at du også har brug for en en case/holder til at give den en god vinkling.

Samme behov havde jeg. Jeg besluttede taktisk at designe en sådan, og har fået den produceret. Min website og salg er netop gået live.

Check her:
http://www.IpadBuddy.dk

mvh
Claus

Johnny Krogsgård 11:45 - 15. juli 2010

Hej Claus,

Ja det er i hvert fald et must for mig, men som nævnt i indlægget bruger jeg den også meget ofte til at se video, og så er det bare mere praktisk at den “selv kan stå”.
P.S. Lækkert produkt du har fået lavet..

Claus Rosenstand 11:53 - 15. juli 2010

Hej igen.

Tak. Jeg er enig, holderen skal kunne anvendes også til at se video. Og det er netop hvad iPadBuddy kan.

Jeg kan sagtens forstå din begejstring for casen du anmelder. Min bevæggrund for udvikling af produktet var også at jeg ville have en holder som var diskret, og ikke pakkede iPaddens flotte design ind.

Men der er uden tvivl mange synspunktet og forskellige behov :-)

mvh
Claus

Martin 00:37 - 31. juli 2010

Ireterende at så mange sites om iPad skal indeholde flash….. Os det bruger iPad til at læse dette site, midster utroligt meget.. Jeg kan jo ikke se dine videoer..

Mindre gennemtænkt syntes jeg, men det er desværre sådan på mange sites

Johnny Krogsgård 18:35 - 31. juli 2010

Hej Martin, tak for din kommentar.

Jeg er enig med dig i at man går glip af nogle videoer pga. at iPad’en ikke har flash, dog er rigtig mange videoer efterhånden “omkodet” til HTML5, bl.a. alle videoer fra youtube, vimeo, m.f. Vi bruger 23video til at hoste vores videoer, og jeg ved at de arbejder som heste for at få det til at virke med iPhone og iPad også, men kan da godt se at det er lidt paradoksalt at lave et indlæg om iPad’en, med videoer som ikke kan ses på den. Jeg syntes dog personligt ikke at man går glip af så meget andet pga. manglende flash.

Læg en kommentar

* Påkrævet
** Din email bliver aldrig delt