Mandag den 2. august 2010 havde jeg min første arbejdsdag hos AB Gruppen A/S. 8 trykte publikationer, 11 pressemeddelelser, 14 blogindlæg, 16 nyhedsbreve, og et utal af videoer og webnyheder senere, er det nu tid til at sige farvel.
Min allersidste opgave som journalistpraktikant er at skrive dette blogindlæg, ligesom min første opgave for seks måneder siden var at skrive lidt om mig selv her på bloggen. Her skrev jeg blandt andet:
”Jeg håber, at jeg om et halvt år har en klar indsigt i hvordan en professionel kommunikationsafdeling fungerer. Jeg vil også håbe, at det er lykkedes mig at bidrage til, at AB Gruppen og dets portaler er mere synlige i danskernes bevidsthed.”
Mine mål er nået
Med de evaluerende briller på, må jeg konkludere, at jeg har nået de mål, jeg satte mig. Jeg føler mig rustet til også i fremtiden at kaste mig over kommunikationsbranchen. Her i virksomheden er kommunikationsafdelingen lille, men der er ualmindeligt højt til loftet. Jeg skrev dengang, at jeg havde et indtryk af, at jeg var på vej ind i en virksomhed med kort afstand fra tanke til handling. Den opfattelse er kun blevet forstærket det sidste halve år.
Jeg synes også, at jeg har bidraget til den kontinuerlige udvikling af vores portaler, produkter og publikationer. Jeg har været ankermand på vores projekt om at sende nyhedsbreve til vores samarbejdspartnere. Jeg har også fået sat et ordentligt fingeraftryk på den journalistiske og grafiske udvikling af vores publikationer. De sidste seks måneder har jeg i fællesskab med mine dygtige kolleger i udviklingsteamet fordoblet sideantallet i vores publikationer, samtidig mener jeg også, at vi sammen har hævet niveauet betragteligt.
I næste uge starter jeg igen på Journalisthøjskolen, og hvis alt går vel, kan jeg kalde mig færdigudklækket journalist inden året er omme.
Jeg er både glad og stolt af min tid her på pinden, og jeg er fuld af beundring over mine dygtige kolleger, der har lært mig meget mere, end jeg sikkert kan begribe allerede nu her på min sidste dag.
På gensyn!





2 kommentarer
Hej Magnus, du vil sgu blive savnet jeg er 100% sikker på at diskussionerne til frokost vil blive noget mindre livlige nu
Når jeg skal tænke tilbage på vores samarbejde så kommer ord som god arbejdsindsats, drivkraft, initiativ, og evnen til at se tingene fra flere vinkler frem, og det er vel æ så ringe endda..
Jeg ser frem til at du kigger forbi løbende, og når jeg besøger bettebror i Århus en dag, så skal vi lige finde en bæverding..
Tak for en god periode, Magnus. Du vil blive savnet på kontoret, og du har gjort livet surt for fremtidige journalistpraktikanter. De får svært ved at leve op til dig.
Held og lykke med resten af uddannelsen, og så får du også lige en tak for det, du har lært mig!
Hasta la vista!