preload
29. juli 2010

Praktikantens afsked


Hermed kommer der et sidste blogindlæg fra AB Gruppens første journalistpraktikant. Jeg kan se tilbage på et spændende halvt år. Specielt i starten var der mange nye ting, jeg skulle forholde mig til. For det første kendte jeg ikke noget til virksomheden, og det er i sig selv en stor mundfuld med alle de forskellige portaler og udgivelser, der er en del af AB Gruppen A/S.

Jeg har prøvet lidt af hvert herinde. Blandt andet har jeg lavet en del pressemeddelelser, ligesom jeg har skrevet artikler til internetportalerne, nyhedsbrevene og de trykte udgivelser. Det er også blevet til nogle web TV-indslag med flere håndværkere og en enkelt ejendomsmægler.

Da det er en meget innovativ virksomhed, har jeg i min forholdsvis korte periode også været med til at sætte mit præg på et par af de nye projekter, der er startet op, mens jeg har været her.

Rent socialt er AB Gruppen en fed arbejdsplads. De ansatte er for det meste i godt humør, hvilket også betyder, at der altid er en god stemning på kontoret. Jeg har siddet sammen med de tre musketerer i baglandet, også kaldet nørdeland eller udviklingsteamet. Uanset hvad det officielle navn er, har jeg haft en god tid på min plads blandt de tre musketerer. Det sociale aspekt er da også helt sikkert noget, jeg kommer til at savne. Jeg kommer derfor helt sikkert til at kigge forbi til en fredagsøl i fremtiden.

I bund og grund har jeg været glad for at være ansat i AB Gruppen, og jeg kommer til at savne de mange dejlige mennesker, der er herinde. Men jeg skal jo også videre i min uddannelse. Næste stop bliver Sjællandske Medier, hvor jeg skal sidde på centralredaktionen med redigering og layout af virksomhedens aviser.

God vind til jer alle sammen

/ Mikkel

Del og gør os glade

3 kommentarer

Johnny Krogsgård 14:36 - 29. juli 2010

Hej Mikkel,

Godt indlæg, og vi vil også komme til at savne dig ved bordet. Jeg vil især gerne takke for de grammatikregler du har lært mig ;-)

Rigtig god vind til dig også, ser frem til at drikke en fredagsøl (mere) en gang i fremtiden.

Casper Vestereng 08:25 - 30. juli 2010

Hej Mikkel,

du får også lige en tak herfra. Det har været helt fantastisk at få noget faglig sparring herinde, og jeg er sgu blevet klogere af at have dig med på holdet i det sidste halve år.

Når det nu kun var seks måneder, var det også vigtigt, at du gav den gas fra start af, og det var rart at opleve den nysgerrighed og energi, du tog med herind, da du startede.

Den håber jeg også, du finder frem til Dagbladet, så både de og dig kan få seks gode og lærerige måneder.

Det gælder om at give den fuld gas i din praktiktid. Det er dér, du former dig som journalist(, sagde den gamle mand).

Jeg indkalder snart til fredagsøl! Ha’ det godt..

Phillip 15:21 - 30. juli 2010

Hey Mikkel,

Jooooo det, har været en god tid med dig her ved bordet, har været hyggeligt og lærerigt. Du har altid bragt det gode humør, og kan stave dig fra en hverting.

Du må have held og lykke fremover, glæder mig til at se dig igen, til tja måske en omgang fredagsøl, eller fredags betting!!

Husk: Fake it until you make it!!

/Phillip

Læg en kommentar

* Påkrævet
** Din email bliver aldrig delt