preload
9. august 2010

Servicechefens vilde projekt

Karsten Arendt
Dette indlæg er skrevet af servicechef Karsten Arendt:

En svømmetur på 3,8 kilometer i åbent hav, en cykeltur på 180 kilometer og så lige ud og løbe en maraton på 42,195 kilometer. Og så skal det hele klares på under 15 timer.

Umiddelbart synes de fleste nok, at det er et vanvittigt projekt at kaste sig ud i; men ikke desto mindre er det disse tre discipliner, som jeg skal gennemføre den 15. august, hvor der afholdes Challenge Copenhagen Ironman (herefter kaldet CC).

Det hele startede tilbage i september 2009, hvor den lange rejse mod målet startede. At gennemføre en Ironman (IM) kræver en masse forberedelse i form af træning, og jeg har i den forgangne periode trænet mellem 15 og 20 timer om ugen. Mange vinterdage er begyndt klokken 05.30 med løb, svømning og spinning.

Bare det at skulle svømme 3.8 kilometer på cirka to timer og ti minutter virkede fra starten totalt uoverskueligt, når jeg lå og svømmede 76 baner i Bellahøj. Men nu svømmer jeg de 3,8 på cirka en time og 40 minutter.

Op på cyklen

Flere tusinde kilometer er tilbagelagt på de sjællandske landeveje i sne, regn, blæst og sol med det ene formål at få nogle kilometer i benene. Jeg har besøgt Helsingør, Gilleleje, Tisvilde samt Vordingborg på cyklen, så de fleste træningsture har været på mellem 100 og 210 kilometer.

Da jeg begyndte på Ironman-disciplinen frygtede jeg mest af alt løbet, som er identisk med en maraton (42.195 meter), så der er blevet slidt tre par løbesko op indtil nu, og en masse timer med en løbeinstruktør gør, at jeg føler mig fuldstændig løbeklar nu..

Hvorfor?

Men hvorfor begynde på det her i en alder af 53 år? Det er et spørgsmål, som mange har stillet mig, og mit umiddelbare svar er, at jeg så en Ironman som den ultimative udfordring, hvor jeg virkelig skulle rykke mine grænser og hele tiden sætte overliggeren højere og sætte nye mål. Så en masse delmål har resulteret i, at jeg nu står og er klar til udfordringen.

I mine unge dag dyrkede jeg meget sport, men de sidste år blev det til meget lidt motion og ’kampvægten’ var oppe på 103 kilo. Nu har jeg trænet meget i lang tid, og rammer derfor en vægt på 78 kilo fordelt på 177 centimeter.

I skrivende stund føler jeg mig klar til udfordringen, og jeg glæder mig med indbygget ydmyghed og ærefrygt til dagen, som jeg vil nyde i fulde drag og tage som en stor oplevelse og milepæl i mit liv. Jeg vil vende tilbage og fortælle om selve gennemførelsen af CC, når jeg er kommet i mål.

Ønsk mig gerne held og lykke eller kom med gode råd i kommentarfeltet herunder!

Med venlig hilsen

Karsten Arendt, servicechef.

UPDATE: Følg Karsten live i løbet ved at sende en SMS til 1276 og skriv “Challenge start 801″, så får man løbende SMS’er med svømmetid, tid i skiftezoner og mellemtider fra cyklingen og løbet.

Del og gør os glade

9 kommentarer

Johnny Krogsgård 12:15 - 9. august 2010

Hej Karsten,

Det er sgu dejligt at se en mand med ambitioner, og vilje til at gennemføre dem. Jeg ser frem til at heppe dig i mål på søndag!

Held og lykke.

Karina 14:16 - 9. august 2010

Hej KA.
Meget velskrevet; og ja – det har været en lang vinter med utallige træninger for dig. Glæder mig til at se dig komme i mål på søndag, hvor dette er lykkedes for dig og glæder mig til vores løbeture; meget bedre træner kan jeg vel næppe få.

God fornøjelse med det og vi ses på søndag!

Dennis (Bettebror) 11:53 - 11. august 2010

Hej Karsten!..
Med stor respekt får du her lige en hilsen fra 8000-Århus.
Jeg kan desværre ikke komme og råbe lidt af dig når du udøver disciplinerne, men jeg kan til gengæld ønske dig kæmpe god vind med projektet og få Johnny til at råbe lidt ekstra for mig. Ud fra ovenstående kan jeg kun forestille mig at du gennemfører med bravour, så det glæder jeg mig til at få bekræftet..
Fandme god stil af en mand i hans bedste(far) alder!

Gi’ den gas!
// Dennis Romvig Krogsgård.

Thomas F Nielsen 09:36 - 12. august 2010

Hej Karsten.

Jeg vil bare ønske dig god vind, og må din udfordring lykkes dig.
Set i bagspejlet af man har set dig, og hørt dig fortælle, om alle de ting du har måtte igennem, for at være klar til denne speciele dag, er jeg ikke i tvivl om, at dette nok skal lykkes dig.
Igen må dette blive dig en oplevelse for livet, og glæder mig til at hører mere, når du igen vender tilbage til den sorte stol.

M.V.H.
Thomas F Nielsen.

Thomas Larsen 09:37 - 12. august 2010

Hej Karsten,

Dejligt at opleve hvordan en mand virkelig kan ændre sig og gå benhårdt efter det mål han satte sig. Nu har jeg jo fornøjelsen af at arbejde sammen med dig og på den måde kunne holde mig opdateret på din Iron Man Challenge – jeg er ikke i tvivl om du kommer i mål på søndag!

På denne søndag vil jeg stå på min altan på Islands Brygge og kigge på dig i det du suser forbi :-)

Indtil videre godt gået igennem hele forløbet!! på mandag kan jeg ønske dig tillykke med din første gennemføring af Iron Man 2010.

-Thomas Larsen

Jessie 10:46 - 12. august 2010

Hej Karsten,
Jeg synes at du allerede er en succes. Jeg har været en af de heldige som har haft mulighed for at følge dig det sidste år, og hold da op en udvikling. Du har ikke kun udviklet dig fysisk (selvom du er 100 % klar til søndag) men også mentalt. Jeg synes du er sej og jeg glæder mig til at få lov til at råbe og hepper når du rammer målet på søndag. Vi ses!

Phillip 11:41 - 12. august 2010

Karsten dog,

At det er nu på søndag din store dag er, det hvor du gennemfører: Copenhagen Challenge 2010.
ja det er ikke helt til at forstå (det år gik hurtigt på cykel i vand og på asfalten).

Vores mange samtaler om ernæring, og hvorvidt du skal leve af stegteris med massere af kylling, ja de er snart slut fordi du gennemfører Copenhagen Challenge 2010!!

Rigtig mange gange held og lykke (selvom du ikke behøver det) – du er jo en stædig som bare fa’en!!

Ser frem til mandag!

Hooman 12:59 - 24. august 2010

Hej Karsten:

Jeg vil første og fremmest ønske dig tillykke med gennemførelsen af Copenhagen Challenge 2010.

Jeg er virkelig imponeret over din beslutsomhed, kampgejst, engagement og ikke mindst din evne til at sætte dig op til at gennemføre et så hårdt projekt som Copenhagen Challenge 2010.

Du vil altid være min Iron Man og jeg er VIRKELIG stolt af dig.

Respekt.

Hooman

Den gamle booking 01:28 - 17. juni 2011

Jeg havde regnet med at se noget mere til dig, men havde dog ikke regnet med at se dig som Ironman. Kender en del til den idrætsgren fra Club La Santa tiden. Godt gået! Selv har jeg cyklet Århus-København to gange (359 km), men har nu fået et “tilbagefald” og skal køre 2 Israel rundrejser til efteråret & et historisk krydstogt hvor de sagesløse gæster bliver overdænget med ruiner i mange forskellige lande:-). Så er cirklen sluttet. Skriv en hilsen!

Læg en kommentar

* Påkrævet
** Din email bliver aldrig delt