Tilbudsportal benytter kunstig intelligens til at håndtere dine byggeopgaver

Hos 3byggetilbud.dk bliver kunstig intelligens en fast del af håndteringen af firmaets bygge- og renoveringsopgaver.

Tal fra Oxford University peger på at op mod 50% af alle jobs i fremtiden vil blive berørt af udviklingen indenfor robotter og kunstig intelligens. Hos 3byggetilbud.dk er kunstig intelligens (AI) og machine learning allerede blevet en fast del af hverdagen. Firmaet har formidlet mere end 250.000 bygge- og renoveringsopgaver mellem danske boligejere og landets håndværkere. De har derfor indsamlet store mængder data. Data, som 3byggetilbud.dk har benyttet til at udvikle et system, der automatiserer en lang række arbejdsopgaver, som før skulle varetages af medarbejdere manuelt.

”Opgavesystemet håndterer alle de bygge- og renoveringsopgaver, vi modtager. Det giver automatisk forslag til, hvilke håndværkere, der skal afgive tilbud på de forskellige opgaver ud fra geografi, brancher og historik,” fortæller Johnny Krogsgård, der er partner og CTO hos 3byggetilbud.dk.

Størsteparten af 3byggetilbud.dks medarbejdere arbejder dagligt med de forslag, som opgavesystemets kunstige intelligens genererer. Udover fordelingen af opgaver benytter 3byggetilbud.dk også indbygget kunstig intelligens til prisforudsigelser, optimering af interne processer og til fremtidige prognoser for markedet.

Ny version ser på billeder og hastesager

Inden længe lancerer 3byggetilbud.dk en ny version af deres opgavesystem. Den nyeste version kan også ud fra historiske data forudse, hvilke brancher firmaet vil få ekstra mange opgaver fra i nærmeste fremtid: ”Systemet vil med stor sandsynlighed kunne fortælle os, hvor markedet er henne om et par måneder. Derfor kan det gøre os opmærksomme på, hvis der er håndværkere, som vi vil få ekstra stor efterspørgsel på i løbet af de næste par måneder,” forklarer Johnny Krogsgård.

Ligeledes vil systemet ved hjælp af machine learning selv udvikle en model for, hvilke af de bygge- og renoveringsopgaver, som 3byggetilbud.dk modtager, der er såkaldte hastesager. Systemet kan dermed selv sørge for at sortere i opgaver, så medarbejdere ved, hvilke sager, der skal prioriteres først, fordi de haster med at blive løst.

Den kommende version af 3byggetilbud.dks opgavesystem benytter også billedegenkendelse til at identificere og kategorisere de opgaver, som bygherrerne har vedhæftet billeder på. ”Systemet analyserer billedet allerede inden en af vores medarbejdere har set på opgaven, og kommer med derefter med forslag til hvilke håndværkere, der skal afgive tilbud på opgaven. På billedet identificerer systemet eksempelvis et toilet, hvorefter det foreslår vores medarbejdere, at VVS’ere skal være med til at afgive tilbud på opgaven,” forklarer Johnny Krogsgård.

Kunstig intelligens fremtidssikrer

Med det nye system vil nogle jobfunktioner forsvinde, så der kan frigives tid og ressourcer til andre opgaver. Johnny Krogsgård forsikrer dog om, at der ikke er nogle intentioner om at lade maskiner overtage hele arbejdsprocessen hos 3byggetilbud.dk:

”Vi arbejder ikke på at fuldautomatisere vores opgavebehandling – det er essentielt for vores håndtering af opgaver, at vi stadig har dialog mellem de involverede parter. Men ved at udvikle denne her model, optimerer vi vores opgavebehandling – og vi fremtidssikrer vores virksomhed, så vi kan håndtere større mængder hurtigere og bedre,” siger han.